Spørgsmål og svar

Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med Studiepraktik.

Hvis du ikke finder svar på det, du leder efter, kan du sende en mail til Studiepraktik-sekretariatet på info@studiepraktik.dk

Generelle spørgsmål

Ligger alle studiepraktikophold i uge 43?

Studiepraktikforløb udbydes kun i uge 43 og ligger i dagene onsdag-fredag. 

Hvem kan deltage i Studiepraktik?

Studiepraktik er for dig som

  • er i gang med sidste år på en gymnasial uddannelse (3. stx, 3. htx, 3. hhx eller 2. hf)
    - se hvilke uddannelser, din gymnasiale eksamen giver adgang til, med adgangskortet på ug.dk
  • allerede har gennemført en gymnasial uddannelse (ligegyldigt om du blev færdig i sommer eller for flere år siden)
  • har en relevant erhvervsfaglig baggrund
    - se mulighederne for at gå fra EUD til faglært på ug.dk

Husk, at du kan deltage i Studiepraktik flere år - fx hvis du holder flere sabbatår efter din ungdomsuddannelse.

Jeg kan ikke finde min ungdomsuddannelse, når jeg forsøger at oprette mig

Hvis du ikke kan finde din ungdomsuddannelse på listen, når du er ved at oprette din praktikprofil, skal du tjekke, om den står listet under skolens fulde navn eller kaldenavn (fx ZBC / SESC) i daglig tale. Hvis du stadig ikke kan finde din skole, bedes du kontakte os på info@studiepraktik.dk

Hvis du fx er på sabbatår og ikke går på en skole længere, behøver du ikke angive, hvor du tidligere har gået.

Kan jeg komme i praktik på en erhvervsuddannelse?

Det kan du, dog ikke igennem Studiepraktik.dk. Der er følgende to muligheder:

EUD-praktik i uge 43: https://studievalg.dk/eudpraktik
Studenterpraktik i uge 43: https://uge43.dk/

Ansøgning

Jeg ønsker at bytte praktikplads

Hvis du ikke ønsker den tilbudte plads, kan du takke nej til pladsen. 

Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på, at der ikke er garanti for at få en anden plads, når du afmelder din nuværende praktikplads.

Hvis du hellere vil have en af de ledige pladser, der er på et andet praktikforløb, kan du tilmelde dig en ledig plads, efter du har afmeldt din første praktikplads.

Ledige pladser udbydes kun på de forløb, der ikke er blevet fyldt i den ordinære ansøgningsrunde, så der vil formentlig kun være ledige pladser på nogle praktiktilbud.

OBS! Framelder du dig din praktikplads, vil eventuelle tilmeldte 'Ekstra tilbud' ligeledes frafalde, da disse er tilknyttede de enkelte praktiktilbud.

Jeg fik ikke søgt en praktikplads, inden ansøgningsperioden sluttede

Selv om du ikke fik sendt en ansøgning, inden ansøgningsperioden sluttede, har du stadig mulighed for at komme i Studiepraktik.
Du kan nemlig tilmelde dig en praktikplads, når der åbnes for ledige pladser.

Der udbydes ledige pladser på de praktikforløb, som ikke er blevet fyldt i den ordinære ansøgningsrunde. Du kan søge en ledig plads 29.9 kl. 12.00 til og med 16.10 (begge inklusiv). De ledige pladser fordeles efter først-til-mølle.

Jeg har ikke fået en praktikplads

Hvis du ikke har fået tilbudt en praktikplads efter at have søgt i ansøgningsperioden, kan du søge en ledig plads, når der åbnes for dette.

Jeg kan ikke se listen med ledige pladser

Efter at den almindelige ansøgningsperiode i september er slut, vil der være ledige pladser på flere uddannelser. De kan søges af dig, der ikke har en plads i forvejen. 

For at se de uddannelser, der har ledige pladser til Studiepraktik, skal du i oversigten vælge muligheden 'Vis kun ledige pladser'.

Du skal have oprettet en profil og være logget på for at få en ledig plads.

Du kan tilmelde dig en ledig plads med det samme og skal ikke afvente lodtrækning. Ledige pladser går efter først til mølle.

Du er tilmeldt praktikken, så snart du kan se den i din profil under 'Mit praktiktilbud'.

Jeg fik tilbudt en praktikplads, men fik ikke trykket 'ja tak' til den

Har du ikke fået bekræftet din praktikplads i tide, er den desværre gået tabt.

Du har dog stadig mulighed for at komme i Studiepraktik på de tilbud, der har ledige pladser. De ledige pladser fordeles efter 'først-til-mølle' princippet.

Se hvornår på studiepraktik.dk/hvordan-goer-jeg/

Hvordan søger jeg en praktikplads hos Politiet?

Du ansøger ikke om en praktik ved politiet på samme måde som ved de øvrige uddannelsesinstitutioner. Det er vigtigt, at du udelukkende forholder dig til nedenstående proces for ansøgning. Du skal derfor se bort fra, at der står ”0 pladser” ved praktiktilbuddet.

Sådan ansøger du om et praktiktilbud ved politiet

  1. Opret en bruger på Studiepraktik
  2. Find det praktiktilbud, du ønsker at søge
  3. Download og udfyld tilmeldingsblanketten i pdf-filen ved at klikke på linket i praktiktilbuddet
  4. Send din tilmeldingsblanket til den oplyste e-mailadresse på det konkrete praktiktilbud og navngiv emnefeltet i din e-mail med ”Ansøgning til Studiepraktik 2024”
  5. Du har nu søgt om en praktikplads ved politiet.
  6. Ønsker du at søge andre praktiktilbud, skal du følge den normale procedure på Studiepraktik.dk. Bemærk: søger du hos Politiet, bliver dette automatisk din 1. prioritet.

Proces efter afsendelse af ansøgning

Ansøgningerne vil løbende bliver læst og vurderet. Du kan derfor forvente, at blive kontaktet, hvis vi ønsker at tilbyde dig en praktikplads.

De sidste praktikpladser vil fordeles fra den 14. september til den 18. september.

Har du ikke hørt noget senest den 18. september, har du ikke fået en praktikplads. Du kan derfor godt takke ja til øvrige tilbud, der tilbydes den 22. september.

Hvis du bliver tilbudt en praktikplads ved politiet

Efter den 22. september vil det fremgå på Studiepraktik.dk, at du har modtaget en praktikplads ved politiet.

OBS. Der er mange ansøgere til praktikpladserne ved Politiet. Søg derfor gerne også andre studiepraktiktilbud, hvis du vil øge dine chancer for en praktikplads. 

Praktikforløb

Hvad er ekstra tilbud?

Ekstra tilbud er større eller mindre arrangementer i forbindelse med praktikdagene. Det kan både være sociale arrangementer og arrangementer med et mere fagligt indhold.

Det er ikke alle uddannelsessteder, der arrangerer ekstra tilbud.

Har du spørgsmål om ekstra tilbud, skal du kontakte kontaktpersonen på det praktikforløb, du skal besøge. Du kan se kontaktpersonen, når du har bekræftet din praktikplads.

Hvordan kan jeg kontakte mit praktiksted?

Du finder din kontaktperson for dit praktikophold på Studiepraktik.dk. Log først på din profil og gå derefter ind under 'Mit praktiktilbud' i øverste højre hjørne.

Hvor ser jeg mit program for praktikdagene?

Du kan finde dit praktikprogram under 'Praktikprogram' i din profil, når du er logget på Studiepraktik.dk. Du kan kun se praktikprogram på den uddannelse, du har fået tildelt en praktikplads. Praktikprogrammet er tilgængeligt fra d. 5.10. Hvis du har spørgsmål til dit praktikprogram, skal du kontakte den uddannelse, du skal besøge.